CV skabelon – Sådan laver du et korrekt CV til din næste jobansøgning
Se vores CV eksempel og brug det som din egen CV skabelon. Skal du til at søge drømmejobbet, så er et CV vigtigere end nogensinde. Læs mere om hvorfor i blogindlægget her.
En CV skabelon kan lette arbejdet med din næste jobansøgning. Der er lavet undersøgelser som viser, at arbejdsgivere i gennemsnit bruger mindre end 4 minutter på CV’er i første gennemgang af ansøgninger.
Hvad består en god jobansøgning af?
Helt overordnet består en god ansøgning af et simpelt skriv, der fortæller, hvorfor du søger den konkrete stilling i den aktuelle virksomhed. Derudover kan du inkludere andre relevante detaljer, men forsøg at forholde dig så konkret som muligt.
Og vær endelig oprigtig. Du tror måske, at du skriver alle de floskler, der får dig til samtale. Det samme gælder dog alle de andre, der ansøger samme stilling, og ofte ender det med at alle ansøgninger lyder forbavsende ens.
Alle ”brænder for” netop den branche, de søger job inden for. Ligesom de fleste er ”pligtopfyldende og pålidelige”. Det kan sagtens være rigtigt alt sammen, men fordi mange tekster lyder ens, så er det CV’et, der kommer til at spille den store rolle. Det er her, du fortæller din (forhåbentlig) kommende arbejdsgiver om den erfaring, der gør netop dig til den perfekte kandidat.
Kort sagt omhandler din ansøgning alle grunde til, at du søger det aktuelle job. Dit CV skal gerne vise, at du har erfaring og evner til at varetage stillingens opgaver.
Hvad skal et CV indeholde?
Men hvad indeholder et CV egentlig? Der findes et væld af CV skabeloner og eksempler på gode CV’er. Det vigtigste er ikke, at dit CV adskiller sig visuelt, eller at der bruges særlige farver. Og dog, søger du en kreativ stilling, hvor din sans for netop grafisk udformning er afgørende, så kan det naturligvis være utrolig vigtigt.
For langt de fleste stillinger handler det dog næsten udelukkende om indholdet af dit CV. Ikke selve den kreative udformning.
Huskeregler til dit CV
- Læs korrektur (eller få en anden til at gøre det)
- Dobbelttjek gerne alt (årstal, kontaktinfo, osv.)
- Brug en læsevenlig skrifttype
- Benyt overskrifter og fed tekst til at fremhæve vigtige elementer
- Hold det kort og præcist – du kan altid uddybe til en jobsamtale
- Prøv at hold dit cv på under 2 sider
Derudover kan du naturligvis komme rigtig godt i gang ved at benytte vores CV skabelon. Du skal endelig ikke lade dig begrænse af den, så brug den eventuelt ”bare” som et CV eksempel, og skab din egen med inspiration herfra.
Sådan laver du et CV
Det vigtigste er naturligvis, at du får beskrevet din erhvervserfaring og dine kompetencer. Din uddannelse er også relevant, men for langt de fleste stillinger er det erhvervserfaringen, der vægter tungest.
Når ikke du har så meget erhvervserfaring, er det kompetencer, der skal fokuseres på. Ligesom erhvervserfaring kan anskues fra flere vinkler. Tænk over, hvad du gerne vil belyse ved en given erhvervserfaring: Lederskab, kundeservice, overblik? Du bestemmer, hvor fokus skal være med din CV udformning.
Og hvordan skriver man så et CV? Det er der faktisk en ret basal opskrift på.
- Personlige oplysninger (herunder bopæl og civilstand)
- Eventuelt Foto (mennesker reagerer på mennesker, så brug et godt og relevant billede)
- Resume (her kan du passende fremhæve netop de erfaringer, der er relevante for dette job)
- Uddannelse (start med den seneste gennemførte uddannelse)
- Erhvervserfaring (tidligere ansættelse, hvor du igen fokuserer på det, der er relevant i forhold til den stilling, du søger)
- Kompetencer (sprog, certificeringer, systemkendskab, etc.)
Afslutningsvist kan du også skrive om relevant erfaring fra dine fritidsinteresser eller frivilligt arbejde. Det er dog ikke afgørende, men du skal naturligvis fremhæve alt, der kan sikre dig jobbet.
CV skabelon: Download vores eksempel på et CV
Du bør altid målrette dit CV til netop det job, du søger. Er du i gang med en karriere som lønkonsulent og ønsker at fortsætte med dette, kan du naturligvis lave et standard CV, der er opbygget omkring netop lønkonsulent jobansøgninger.
Sørg dog altid for at genlæse dit CV, så du kan fange eventuelle steder, hvor det kan strammes op og passe endnu bedre til den aktuelle jobansøgning.
Og husk så, at du ikke gør dig selv nogen tjenester ved at pynte på dit CV. Det hjælper ikke at skrive, du er en haj til system X, Y og Z, hvis du kun har basal erfaring med dem. Så hellere notere, at du har kendskab med disse systemer og er lærenem. Det er mere reelt, og man kommer længst med ærlighed.
Download vores CV eksempel her og brug det som din egen skabelon
Et overdrevet CV kan måske få dig til en jobsamtale, men det er det korrekte CV, der sikrer dig både ansættelsen og en god start på dit nye job.
Søger du flere HR skabeloner?
Klik her og se alle vores skabeloner inden for ansættelse, opsigelse, sygdom samt andre medarbejderforhold >